Sider

Viser opslag med etiketten hækle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hækle. Vis alle opslag

fredag den 4. november 2011

Bliver det mon nogensinde en smølf?

I sommerferien gik jeg i gang med en hæklet smølf - opskrift fra Laura. Den har længe ligget og været min dårlige samvittighed men nu har jeg støvet hæklenålen af og arbejder mig stille og roligt fremad. Et lille håb er, at den bliver færdig her i weekenden. PS. Opskriften er super nem at følge så det er ikke derfor det tager så lang tid....
Jeg mangler huen,øre,øjne og arme samt montage....

Symaskinen står nu heller ikke helt stille - jeg arbejder på en brun variant af et lappetæppe syet af små stofrester....Du kan stadig nå at vinde et blåt/turkis tæppe lige HER.
Forsiden er næsten syet....

Update - tæppet har jeg fået syet færdigt - se det lige HER.

tirsdag den 14. december 2010

Ny symaskine, en nisse er flyttet ind og lidt mere hæklet

Børnene får adventsgaver i år....96 pakker til en pakkekalender blev lidt for urealistisk selv i min verden. Sara har fået en meget pink og meget larmende symaskine i adventsgave (købt til 40 kr på genbrug). Hun elsker den. Vi har pillet nålen af - for den kan faktisk sy rigtig, men det blev lidt for farligt, når også lillesøster Ida gerne vil lege med. Her er Sara ved at gå syamok med nogle af mine stofrester. Hun klipper og syr på livet løs - måler på Sofia og tilbage til symaskinen. Jeg sad længe og beundrede min lille store pige og hendes kreative leg - ligesom hun så tit har siddet og beundret mig, når jeg har gang i maskinerne. Det gør mig virkelig stolt og glad,og sikke mange kreative timer vi skal have sammen med hver vores symaskine...
Min mor har givet børnene denne flotte nisse. Hun har selv syet og strikket den og der er bare så mange fine detaljer. Nissen har taget sin guitar, tryllestav, ske, kagerulle og rotte med. Rotten er blevet til en mus og hedder Herkules - ja vi ser skam også Sebastians jul her i huset.
Jeg har hæklet et lille sengetæppe til dukkehus sengen. Det er harlekin tern i sort/hvid. Først har jeg hæklet banerne - skiftevis sort/hvid. Derefter er banerne syet sammen og drejet så harlekin mønsteret er rigtigt. Jeg har syet en hvid bagside på, så alle flapperne i kanten kunne klippes af.
Det blev et lidt større arbejde end jeg lige havde regnet med - men det er jo lige meget nu, hvor projektet er streget på listen. Dynebetræk og puder vil jeg sy af det smukke Graziela kløver stof...

søndag den 5. december 2010

Mobiltaske, lidt hæklet, lidt julet og leg i sneen

Lige et hurtigt indlæg inden vi skal til juletræsfest på Kims arbejde sammen med 80 andre voksne og 80 børn!! Jep der skal nok blive gang i den...

Jeg har vundet en Liberty mobil taske hos Silas og Sol, så nu er jeg med på moden - ser det ikke smart ud? Er du også vild med Liberty, så kig forbi hos Jeannet - hun syr det mest fantastiske både til børn, voksne og hjemmet....de Liberty puder hun netop nu viser, er da bare vildt flotte...
Fredag aften fik vi favorit retten sushi.....og ja jeg roder (også) når jeg laver mad. 
Du ved de STORE armbevægelser og gang i mange skåle, gryder osv.

Den lille gule hæklede sag er endelig blevet færdig. Jeg manglede kun at hæfte den og sy en knap i. Den skulle egentlig have været til Sara, men det endte med at blive til Ida, hun passer den bare perfekt.
En hurtig (og billig - 10 kr i Bilka) julekrans til døren er det også blevet til.
Sidst men ikke mindst fik vi tumlet lidt i sneen med ungerne. Det vil sige jeg kæmpede mig afsted med Sofia i barnevogne mens Kim tog sig af de andre således:
Jeg har ikke glemt Give Away'en herinde.....jeg kæmper bare en lille smule med tiden i øjeblikket. Det er en balancegang at hygge sig, slappe af og bare NYDE december, og så samtidig nå alle julearrangementerne, gaverne (hvoraf flere er eget design - typisk mig) og alt det praktiske. Så om jeg når at blive klar med en Give Away inden jul - hvem ved......lige nu vil jeg bare ikke stresse over det...


tirsdag den 30. november 2010

Opskrift på Rudolf

Jeg har fået lov af Josie til at gengive en dansk version af hækleopskriften på den Rudolf fra mit sidste indlæg. Opskriften er egentlig stykket sammen af flere opskrifter, derfor står den rette ophavsret i parentes.

Hoved:
(Mia Bengtssons Björn)

2 lm samles til en ring med 1 km derefter hækles der:
rk 1; 6fm

rk 2; *2i1* (12)
- 2i1 = udtagning dvs. 2 fastmasker i den samme maske
rk 3; *1fm, 2i1* (18)

rk 4; *2fm, 2i1* (24)

rk5; *3fm, 2i1* (30)

rk 6-8; 3 rækker fm (30)

rk 9; *3fm, 2till1* (24)
- 2till1 = indtagning (se evt. her)
rk 10; *2fm, 2till1* (18)

rk 11; *1fm, 2till1* (12)
rk 12; 1 række fm (12)

Mule:
(Josie)
2 lm samles til en ring med 1 km derefter hækles der:
rk1; 6fm
rk2; *2i1* (12) - udtagning
rk3; *1fm, 2i1* (18)
rk4; 1 rk fm (18)
rk5; *2fm, 2i1* (24)
rk6-8; 3 rækker fm (24)

Øre:
(Viktorias Åsna på stjernfalls.blogg.se)
6lm
4rk fm frem og tilbage  -(5)
3fm på kanten
5fm på siden
hæft tråden
øret foldes på midten, når det skal sys fast

Gevir:
(Stinas Älg på anglastina.blogspot.com)
12lm
1hst i 3. lm fra nålen - (halvstangmaske se her)
fortsæt med at hækle 8 hst
I den sidste lm hækles der (3hst, 1st, 2dst, 3lm, 1km)
fortsæt med 2 km
2lm, 2st i næste m, 2lm,

6km

hæft tråden

Fyld hovedet og mulen og sy dem sammen. Sy ørerne og geviret på. Broder et par øje og den røde tud. Sæt en snor i (gøres nemt med en hæklenål) og hæng Rudolf på juletræet.

mandag den 29. november 2010

Det hvide pynt

Så kom der også sne i Kolding - masser af sne. Kælken er ikke fundet frem endnu for weekenden har været booket med julearrangementer. I går kørte Sofia og jeg til Silkeborg og hyggede os med Bella, Trine og Karen. Timerne flyver jo afsted i godt selskab, og så især med andre kreative bloggere - det er fantastisk at møde hinanden IRL. Jeg håber virkelig, at der i 2011 vil blive mange flere blogtræf - måske jeg selv skulle arrangere et eller andet? Det kunne jeg godt tænke mig...

Det hvide bomuldsgarn skulle bruges til en lille Rudolf jeg havde med til Bella. Opskriften er herfra.
Det blev også til en hæklet julekugle, der skal pynte på vores juletræ. Jeg har broderet nogle røde stjerner på med almindeligt bomuldsgarn. Det kunne også se fint ud med en hæklet julekugle, hvor der bliver broderet et lille hjerte, juletræ eller måske børnenes navne.

fredag den 26. november 2010

Mens vi venter...

på sne i Kolding - ja så har jeg fundet noget hvidt bomuldsgarn frem og skal  i gang med et lille nyt hækleprojekt.
Jeg har allerede rundet de 400 faste læsere wauw hvor er jeg bare glad og stolt. Jeg begyndte at blogge for lidt over et år siden, og havde da ikke i min vildeste fantasi troet på, at så mange ville finde vej herind. Jeg vil takke jer med en Give Away - men den er ikke helt klar endnu, og på det kreative område er jeg altså perfektionist ud til fingerspidserne så den søsættes engang i næste uge vil jeg tro...

Vi har mange skønne planer i denne weekend - blandt andet skal den store julekasse (hmm de 2 store julekasser) findes frem fra gemmerne :-)

onsdag den 17. november 2010

Hjerter og en færdig flagranke

Jeg har fået solgt Emil´s 23 meter lange Flexi Trax bane - ja begrænsningens kunst er jo svær. Aftalen med køber var levering på hans adresse i Varde. Nu vi alligevel var i Varde, så blev den lokale genbrugsbiks lige gennemsøgt. Det blev til lidt men godt. En stor sættekasse (Sofia´s julegave), en masse hjerte plastikskåle og en rød hjertedug.
Den hæklede flagranke er færdig. Jeg har selvfølgelig fået inspiration fra Karens smukke flagranke, men på grund af tidspres blev mine flag ikke splitflag men en art freestyle.

mandag den 15. november 2010

Sværvægt og WIP projekter

Sofia har været til 5 ugers undersøgelse her i dag og hold nu fast, hun vejer 5,2 kg og måler 57 cm (3540 g / 54 cm ved fødslen). Det er altså bare vildt - synes godt nok også jeg bare ammer og ammer...

Her i weekenden har vi fået fejret ikke mindre end 3 fødselsdage. Min mors fødselsdag var en af dem og hun skulle have en hæklet flagranke sammen med sin gave. Jeg gik selvfølgelig i gang alt for sent og blev derfor heller ikke helt færdig, selvom jeg kæmpede lige til det sidste. Det tager altså lang tid at sy det hvide med kædesting (skulle først lige lære teknikken) så jeg arbejder videre med ranken i dag.
Ellers har jeg gang i at forskønne et skrive / tegnebord til børnene. Fundet brugt til bare 25 kr. Der skal forskelligt tapet / papir på i "patchwork lapper" - tror det bliver rigtig fint. Ud over bordet fandt jeg også et gammelt Danmarks "kort" (viskestykke). Det skal monteres på et lærred og hænge på væggen ved skrivebordet - men meget mere om det projekt senere...

søndag den 24. oktober 2010

Afsløring....

I fredags fik familien at vide hvad vores skønne babypige skal hedde - i dag vil jeg afsløre det her på bloggen. Det har været svært at finde det helt rigtige navn, som både passer til hende, men også klinger godt med de andre navne i familien. Men men men tilsidst lykkedes det - hun hedder:

Sofia
Hverdagen er lige om hjørnet for vores familie. Kim skal på arbejde igen i morgen efter 14 dages barsel og ungerne skal i skole/børnehave igen efter efterårsferien. Jeg er godt nok lidt nervøs for, hvordan jeg lige skal klare den alene med 4 børn mens Kim er afsted.

Jeg hækler løs i øjeblikket - mangler 8 cm på den gule vest til Sara. Den er nem at hækle men jeg ville gerne have haft et lidt mere vamset / lækkert resultat. Hækler i 100 % bomuld og den bliver altså lidt flad i det. Derfor skal den næste vest til Ida være i noget andet garn - burde jo egentlig følge det garn de anbefaler i opskriften...
Udover vesten hækler jeg også aberangler efter skøn opskrift fra Kaptein Biff . Jeg har gang i ikke mindre end 3 aber på samme tid. 2 er til gaver og en skal Sofia lege med (var lige ved at skrive babypigen - så vi skal også vænne os til at sige det). 




tirsdag den 19. oktober 2010

Babyboblen...

Babypigen er en krævende lille størrelse, der spiser, spiser OG spiser - især om natten. Her på dag 11 efter fødslen er jeg godt nok noget brugt. Søvn er en by i Rusland (eller noget jeg snupper en time engang imellem) men lykken er stor for hun er bare så ufattelig dejlig vores lille babypige. 
I går var vi på besøg hos min søster i København. Vi samlede blade i Frederiksberg Have som Sara og moster fik tryllet det om til en flot sommerfugl. Billedet viser også min nye hækleprojekt - en gul vest til Sara efter denne opskrift. Jeg krydser fingre for lidt mere hækletid i aften....:-)

fredag den 15. oktober 2010

Efterår, hæklet vest og en uventet gave

Den anden dag fandt jeg en fin voksdug med firkløvere, og den skulle selvfølgelig med hjem. Jeg tænker den kunne blive fin til røjser tasker eller pusleunderlag men Emil havde helt andre tanker med den dug....(ihh altså min store kreative dreng). Nu er den "skovbund" i hans efterårsudstilling. Udstillingen viser en cowboy på tur i skoven - her møder han pindsvin, ugle, katte, giftige svampe og kastanjer :-) Sidste efterår havde vi denne udstilling og Emil vil rigtig gerne have et lignende træ på væggen også.....måske vi når det i efterårsferie.
 Bemærk det fine skilt Emil har skrevet så de små (irriterende) lillesøstre ikke piller ved udstillingen :-)

Louise fra Krea-suset (har termin med lillebror i dag) har været så fantastisk sød, at sende denne gave til vores babypige. Helt uventet og meget rørende at Louise har tænkt på os....1000 tak. Den fine sky nu hænger nu ved puslepladsen nedenunder. 
Derudover har jeg købt en hæklet vest af Lone. Hun havde hæklet den til sin datter men den var alt for lille og så slog jeg til. Den vil nok passe vores lille babypige, når hun er 4-6 mdr. vil jeg tro. Lone har fulgt denne opskrift og jeg har faktisk allerede købt gult garn til en.....nu må vi se hvem af mine 3 piger der skal have fornøjelsen - hvis altså jeg kan finde ud af at hækle sådan en sag.


onsdag den 29. september 2010

Oversize paddehat

"Skal....skal ikke......skal...skal ikke......ok vi kører". Vi har været i Tyskland her til eftermiddag, for at få fyldt lageret op af øl og vand, inden huset fyldes med barselsgæster. Liiidt vovet måske, men virkelig en lettelse nu hvor vi er vel hjemme igen uden tegn på fødsel what so ever. Vi besøgte også svigermor på hjemvejen, så vi havde nogle gode pauser undervejs. 

På den kreative front vil jeg vise en hæklet svamp, der har fået vokseværk.....en super giftig variant med orange dots - perfekt som nålepude. Den "lille" svamp på billedet er i virkeligheden den store model fra Stof&Stils mønster.

Pigernes julekalender er også blevet skudt i gang. Planen er legemad både i filt og hæklede varianter eller som her, finde en syet variant på genbrug. 3 stk jordbær til bare 5 kr.

tirsdag den 14. september 2010

De mange spørgsmål

Mellem dagens praktiske gøremål, lægebesøg med mere sysler jeg på lidt mere til vores efterårsbaby. Tænk engang om bare 25 dage har jeg termin....spændende om hun vil ud 14 dage før som Emil ? (pigerne meldte deres ankomst dagen før termin). Jeg har i lang tid været plaget af til tider kraftige plukkeveer, men her de sidste dage har jeg intet mærket til de drilleveer....kan ikke lade være med at tænke på, om det er stilhed før storm eller om kroppen endelig bare giver mig lidt ro.....? Ja spørgsmålene er mange, og sådan er det bare de sidste uger op til en fødsel for mig, ALT bliver analyseret, vendt og drejet....

Tiden føles dog på ingen måde lang for mig - de 3 banditter gør i hvert fald alt hvad de kan, for at holde mig og huset i gang. Dog har de også deres stille stunder, prøv bare at se her, hvordan Ida hjalp Emil med lektierne i dag. Hun prøvede at spidse hans blyanter, og ville kysse og kramme ham konstant.
Nå men tilbage til dagens babyprojekter. 2 par bukser i det stof jeg havde tilbage fra weekendens gave. Jeg mangler smock i det ene par og elastik ved anklerne i det andet par, men jeg er da næsten i mål.
Jeg er ikke blevet træt af at hækle Granny Stripes endnu, så denne gang er det babypigens vugge der skal forskønnes med et hæklet tæppe. Hver farve gentages i 4 rækker, så går det bare derudaf, og jeg vil tro jeg næsten er halvvejs allerede. Der skal en hæklet kant på tilsidst af en eller anden art. Kaldes sådan en kant noget speciel på fagsprog (når jeg engang skal søge efter hvordan jeg gør)?

mandag den 6. september 2010

Bukser og nye brugte fund

Før aftensmaden i går fik jeg klippet ud til et par "prøvebukser" til Ida (troede jeg). Da ungerne var lagt i seng og Kim taget på arbejde....kunne jeg få lidt krea-tid. Jeg har slet ikke syet ret meget tøj til mine krudtugler, men det var da egentlig meget nemt. Dog havde jeg ikke lige rib på lager til taljen, så det blev en bred elastik i stedet og bukserne blev også alt for store til Ida, så derfor har Sara dem nu på i børnehave. Lommerne har jeg fået placeret lidt for højt, og jeg vil også sy dem anderledes næste gang, men pyt det er et par "prøvebukser". Vi skal nemlig til barnedåb og 1 års fødselsdag på søndag, og den lille hovedperson ønsker sig Westmose kreationer, så jeg skal lige øve mig lidt.
Jeg har syet en af de fine hæklede kløvere på lommen. Jeg må indrømme jeg bedst kan lide mine egne free style varianter, da dem fra opkriften er meget små (men tilgengæld super hurtige at hækle).

I dag har Ida og jeg været på en hurtig runde i et par genbrugsbutikker, der var godt nok ikke særlig meget at komme efter - måske fordi det er mandag og de først skal til at fylde varer op?

Nå men jeg spottede en meget retro morgenkåbe til 15 kr (om Emil vil bruge den er noget mere tvivltsomt, men med hjem skulle den altså). En fin hæklet babysparkedragt i 100 % bomuld til 8 kr og en Mumibog til Sara for 15 kr.
Bogen er jeg specielt glad for. Jeg fandt nemlig et par bøger i Bilka den anden dag til Ida (Bamse og Kylling er det store hit i øjeblikket) og Emil, som de skal have den dag vi kører til fødegangen. Med Mumibogen er Sara´s bog også kommet på plads nu. Deres storebror og storesøster gaver arbejder jeg stadig lidt på.......og ja det er såmen bare endnu en undskyldning fra min side til at give dem gaver......kan jo ikke lade være med at forkæle dem.

fredag den 3. september 2010

Hæklet firkløver

Jeg havde en drøm om "bare" lige at oversætte en amerikansk / engelsk hækleopskrift, og så dele den med jer herinde. Problemet er så det, jeg kan simpelthen ikke finde ud af det - selv meget små hækleprojekter - æv....jeg må nok sande jeg stadig er en grønskolling indenfor hæklingens ædle kunst.

Det går fint med at oversætte - jeg har blandt andet fundet denne fine oversigt - se link her. Næ nej problemet er, at forstå opskriften og få det til at ligne bare en lille smule.

Jeg har længe gerne ville hækle nogle firkløvere, som kan pynte på frugtposer og detaljer på lommer mm. I får den originale opskrift - se her. Efter jeg havde bøvlet i laaaang tid, har jeg designet min egen free style med buler og huller men jeg er nu alligevel godt tilfreds (nu ligner det da en firkløver) for når noget hæklet bliver syet på stof, kan det jo alligevel formes lidt, som man nu lige synes.
Det kunne være ret sjovt at se om nogle af jer derude kan knække hæklekoden....? Ja jeg fatter altså bare minus af den opskrift.

Hele min krop er totalt smadret i dag. Det blev en rigtig hektisk dag i går med aflevering af børn i skole og børnehave, sidste lægebesøg inden fødslen, sy babysengesæt færdigt og så stille i børnehaven igen kl. 15 med min symaskine til arbejdsdag. Sammen med 3 andre mødre fik vi syet to sække fyldt med grønne puder, 30 frugtposer og en kæmpe kurv fuld af ærte- / sanseposer - wauw et teamwork vi havde :-) Vi sluttede først kl. 20 - derefter hjem i bad med 3 meget beskidte børn, der jo havde drønet rundt og nærmest rullet sig i sand og jord, mens de voksne havde knoklet på med at gøre børnehaven super fin.

Jeg fik en ekstra dejlig overraskelse, da jeg fik åbnet computeren i går aftes. Prøv lige at se her hvad jeg har vundet - årets Give Away, vil jeg nærmest kalde det fra En fugl i hånden. En blog som jeg dagligt nyder at følge, blive inspireret af og by the way har fulgt helt fra første indlæg. Det har været sjovt at følge udviklingen af En fugl i hånden. Nu er den en af de største danske kreative blog på under et år - total sejt gået Helle  :-)

søndag den 29. august 2010

Projekter afsluttes og nye kan begynde....

Selvom her er lidt stille på bloggen, er det bare fordi jeg har travlt med alt muligt andet. Symaskinen bliver flittigt brugt, og juniortæppet er nu endelig færdig. Det ligger klar til forsendelse sammen med en flagranke og en røjser taske, som Emil lidt modvilligt viser frem her.....den var jo ikke til ham, og jeg havde jo lovet ham en bla bla bla, så næste projekt er hel klart en taske til Emil og en tilsvarende til Amio. Mine børn tror i hvert fald altid, at jeg syr til dem, og har ingen forståelse for at noget skal sælges eller gives som gaver hmmm det må jeg lige prøve at forklare dem en dag...
Min morfar var møbelsnedker, og har skabt denne skønne vugge, som nu er blevet samlet og redt til vores lille babypige (ingen overtro her i huset, barnevognen står også klar). Næste babyprojekt er et tæppe til autostolen, når hun skal køres hjem fra sygehuset med velour på bagsiden (inspireret af bare WUNDERBAR) og hvis der bliver tid et granny stripes hæklet tæppe til vuggen i samme farver som sengetøjet. Ihh hvor er det bare skønne projekter.
Apropos hæklerier fandt jeg dette lille tæppe / kæmpe Oldemor firkant eller hvad man nu skal kalde det i en genbrug her i byen. Jeg vil sætte det fast på den lille fodskammel (også fra genbrug til 25 kr). Benene skal lige males først for de er ret så slidte og grimme. Tror det vil blive en skøn fornyelse af skamlen. 
 Fortsat god søndag herfra.

tirsdag den 17. august 2010

Neonpink

Dagens projekt er malet med neonpink - fundet i Søstrene Grene til bare 8,80 kr. Jeg viser frem i morgen....så kig forbi - jeg lover jer det bliver neon med den maling ja nærmest selvlysende. Malingen fås også i orange og gul (dem købte jeg selvfølgelig også...) 
Jeg fik godt nok dagens grin, da jeg hentede Emil i skolen. Vi har fået en seddel med hjem om, at 6. klasserne har en frugtbod med yderst fornuftige priser, så Emil fik 12 kr med i dag så han kunne gå derned og købe en grovbolle eller et stykke frugt.....de havde så også bananis (= en hel frossen banan på ispind).....Emil købte selvfølgelig 4 bananer og kunne derfor ikke spise sin madpakke eller aftensmad. Pengene må jo nærmest have brændt i lommerne på ham, godt jeg ikke gav ham en 20'er med :-)

Postmand Per havde disse skønne hæklede bolde med til vores lille babypige....jeg kan ikke nå det hele, men så er det jo heldigt jeg kan købe mig til noget af det og så endda til kun 20 kr pr. bold ja du læste rigtigt!!! Købt på QXL...