Sider

Viser opslag med etiketten kosmetik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kosmetik. Vis alle opslag

søndag den 22. august 2010

Weekend med mange pauser

Kim knokler på med at lægge de allersidste fliser i vores indkørsel, der hvor traileren skal stå, og jeg kigger mest af alt bare på, og har egentlig lidt dårlig samvittighed. Jeg er begyndt at få en del (ret voldsomme) plukveer, og holder derfor alle de hvil jeg kan mellem børnepasning og diverse småprojekter. Jeg ville blive sindsyg af at skulle være sengeliggende kan jeg godt mærke.  Det hele foregår derfor i for mig helt uvante tempo laaaangsomt...jeg skulle jo nødig fremprovokere en fødsel her 6 uger før termin.

Weekendens kreative projekt er at sy Emils juniorsengetøj færdigt. Jeg mangler 2 baner firkanter på forsiden og så bagsiden, så det giver mig ikke stress, det er jo ren hygge og jeg nyder virkelig alle de smukke stoffer, der jo bare er kræs for en stor retrofan som jeg selv. 
Derudover har vi fået fyldt op på hylden af diverse cremer, shampoo og ansigtspeeling. Jeg havde nemlig gang i cremegryderne i går som en anden Ole Henriksen. Alle ingredienser til gør det selv kosmetik, har jeg købt hos Urtegaarden og produkterne bliver altså bare så lækre. (PS. jeg får ingen rabat eller lignende tværtimod bruger jeg ALT for mange penge i den netshop, og så har de en helt afdeling til lav selv slik, jeg ikke har fået udforsket endnu) 

Genbrug skal der til, så emballagen er et skønt mix af alt muligt. Det er ikke ligefrem produkter jeg har stående for den æstetiske nydelse, men der skal jo også være forskel på hverdag og fest ikke? 

fredag den 22. januar 2010

Genbrugsfund og lidt fastelavn

Hver dag ser jeg alle jeres smukke genbrugsfund og bliver så fristet til at gå på jagt. Jeg blev derfor bare nødt til at kigge ind hos mine lokale Genbrugsbikse i går. Jeg må indrømme, det var nu ikke de helt store skatte jeg fandt, men sjovt nok er der jo altid et eller andet alligevel.

Jeg har i det nye Boligliv set 3 farvestrålende lamper hænge tæt sammen i et hjørne  (så bare så fedt ud) og nu har jeg fundet den første lampe til denne trio. Derudover blev det til nogle nye brødkurveservietter i smukke blå og lilla farver, et forklæde til Sara, en lyserød kurv vi lige nu har stående på spisebordet fyldt med en masse legetøj Sara slæber ned fra hendes værelse hele tiden (så er der opsamling i den, indtil vi gider slæbe det retur). En sjov rød-træ-folde-ud-knagerække-ting...den kommer nok ind til legekøkkenet, og så kan forklædet og grydelapper hænge der. Sidst men ikke mindst en smuk smuk tallerken (vil bruge som fad, når vi får frugt) i ægte orange retroblomster :-)

Jeg er også gået i krig i køkkenet og min balsamshampoo er færdig og testet - Topkarakter - jeg har valgt at tilsætte lidt citronolie og alene duften gør den jo lige til at spise :-) Jeg har fået 2 store og 2 mindre flasker ud af opskriften på billedet er det en af de små. Senere i dag skal der produceres kropspeeling og bodyshampoo....det er altså blevet en hel ny dille det her og ja ja jeg skal nok også huske at få hæklet lidt, det kan jeg jo gøre i aften, når X-factor ruller hen over skærmen.

Emil har spurgt mig om jeg ikke vil sy en Lego Power Miners Monster fastelavndragt til ham!! Hmmmm nu får I lige et billede af det monster, og så kan I jo lige tænke lidt over hvordan den lige skal kringles :-) Jeg tænker noget med papmache, pladevat som muskler syet på en rød dragt med grå ærmer og så et par grå handsker....men lidt af en opgave ikke, som jeg da selvfølgelig syr til vores store dejlige dreng, når nu han spørg så pænt :-

onsdag den 20. januar 2010

Pakkepost og en latte

Hvis min dag i går var lidt grå og tung i det, er det hele vendt på hovedet i dag. Jeg har fået en rigtig god nats søvn og så kan alt jo lade sig gøre ikke? Det bedste af det hele - jeg har knækket hæklekoden til Ida´s hæklede runde tæppe. Det var så simpelt, at det næsten er til at grine af....jeg har bare talt masker og fundet frem til at for hver bane skal der øges med 12 masker. Det gør jeg så nu og tæppet er PERFEKT (ok tæppe og tæppe....nærmere en forvokset grydelap....men jeg arbejder ihærdigt på sagen).

Jeg har fået ryddet op og gjort rent, så meget jeg nu kunne nå for med 176 kvm plus bryggers, garageanlæg og værksted (integreret i huset som en tilbygning) ja så er der altså nok at tage fat i. Faktisk føler jeg nogle gange jeg ikke laver andet end at rydde op, så jeg vælger bevidst de områder / rum der trænger mest og lukker øjnene for resten :-) Jeg glæder mig bare sådan til Kim kommer hjem her om lidt, så huset skal altså se godt ud og det skal jeg også, så om lidt skal jeg igang med at nette mig lidt :-) Han behøver jo ikke se vi har boet i en svinesti og har haft nattøj på siden han kørte vel?

På vores skønne Kbh. tur i sidste uge købte jeg en mælkeskummer fra Bodum til 60 kr i Magasin, så nu kan jeg være med på latte eller hvad det nu hedder (kaffe med mælkeskum) trenden.

Jeg var jo så usandsynlig heldig at vinde En fugl i hånden ´s Give Away  og tapeterne ankom idag. Jeg glæder mig så meget til at arbejde med de skønheder. 1000 tak til Helle, der har den MEGA inspirerende blog. Hun viser de flotteste kreationer frem og hendes Royal Copenhagen samling er intet mindre end fantastisk (Ejer intet RC men har da lov til at drømme lidt ikke?) :-)

Min nyeste dille (udover at strikke og hækle) er at fremstille shampoo, bodylotion, cremer og lignende til hele familien. Jeg køber alle ingredienser hos Urtegaarden og følger deres opskrifter. Det er nemt og hermed er inspiration givet videre. Jeg kan kun anbefale det, så er du helt sikker på hvad der kommer i dine cremer - men læs mere på Urtegaardens hjemmeside. PS. de sælger også ingredienser til fremstilling af eget slik og fyldte chokolader. Det har jeg ikke prøvet endnu, men tænker det kunne være et genialt vinterferie projekt.

Sidst men ikke mindst vil jeg da lige smide et link mere (nu jeg er igang ikke). Det er til alle jer hækle og strikkeglade bloggere herinde. Gratis opskrifter, det er jo noget vi kan lide :-)