Sider

torsdag den 26. april 2012

Emil kasket - dog ikke til Emil....

Jeg har syet en "Emil kasket". Den er dog alt for lille til Emil (typisk)
så nu må en af pigerne tage over....heldigt jeg har to ivrige kandidater.

mandag den 23. april 2012

Retro kurvestol

For et stykke tid siden købte jeg en gammel kurvestol for 20 kr på et loppemarked. Jeg havde nær aldrig fået den ind i bilen - men hjem kom den da. Nu er den også blevet spraymalet sort og jeg har syet et nyt betræk til hynden....og ja det er den samme stol....

torsdag den 19. april 2012

Tysk loppemarked

Det var min fødselsdag i søndags og jeg fik en lidt anderledes gave af Kim og ungerne - nemlig en loppetur til Kiel med fuld forplejning og det dejligste selskab hele dagen. Drømmen om retro stof i bunkevis fandt jeg desværre ikke - men lidt andre sjove ting kom der da med hjem...
 29 forskellige vintage smølfer
Den kære Maus med venner og et penalhus 
(den store mus kan spille musik ved at trække den i lorten som Emil siger = den brune trækugle bagpå haha)
En skøn træugle...
Derudover fik jeg en buket mælkebøtter af min store pige...

lørdag den 14. april 2012

Hylde til de vilde dyr

Det første lille projekt til legehuset er klar. En sort hylde-sag tapetseret med vilde dyr - både hylde og tapet er loppefund.

fredag den 13. april 2012

Gardin eller elefanthue?

Jeg har fundet et skønt gardin fag i min genbrug - det er med piger, regnbuer, hjerter og søde tekster.

Gardinet er 120 x 155 cm men den nederste kant skal lige sys, hvis det altså skal bruges som gardin. Generelt er farverne meget klare bortset fra et par engle i højre hjørne.

Mon der er en derude der kunne være interesseret i en rask byttehandel? Jeg er interesseret i rib og retrostof.
Derudover har jeg syet en lille (for lille) elefanthue, den sidder alt for stramt på Sofia´s ellers lille hoved. Den er rosa med en sød løve/tiger på den ene side, brunt foer og ribkant, en lille sløjfe med små brune blomster og syet med hvide stikninger overalt.
Jeg sælger den for 50 kr inkl. fragt og vil tro en pige på 6-9 mdr. vil passe den. 
Skal nok lige måle Sofia men hun drømmer sødt ude i barnevognen.

Send mig en mail, hvis du er interesseret: 

mettew@sol.dk 

torsdag den 12. april 2012

DIY Elefanthue

DIY på elefanthue syet af gamle klude (jersey, strækstof):

1 - Find en elefanthue der passer godt til dit barn samt nogle gamle klude. 
Denne gang bruger jeg en T-shirt med dyr til yderstof og en grå jersey bluse til foer og ribkant.
2 - Læg huen på yderstoffet og klip gennem begge lag - husk sømrum. Bemærk der hvor ribkanten skal være klippes ikke med sømrum. Lad nu være med at klippe i den fine favorit hue ikke :-)
3 - Brug det du lige har klippet som skabelon til foerhuen - klip igen gennem begge lag
4 - Klip nu ud til ribkanten. Min er 5 x 49 cm men mål omkredsen på favorithue og læg lidt til, så der er rigeligt...
 5 - Sæt nåle i huerne ret mod ret samt ribkanten vrang mod vrang
6 - Sy huerne - stræk IKKE i stoffet når du syer (gælder for alle syningerne).
 
7 - Vend kun yderhuen.
8 - Læg foerhuen ind i yderhuen og nål den fast i samlingerne. Pres sømrummene fra hinanden (bare med fingrene) så samlingerne bliver nøjagtige.
9 - Ribkanten sættes fast med nåle gennem begge huer hele vejen rundt. Begynd ved "hagen" og lad ribkanten rage 1-2 cm over samlingen. Jeg har klippet ribkanten rigelig lang så der er en god ende tilsidst også.
10 - Sy ribkanten fast begynd ca. 5 cm fra hagen og afslut igen 5 cm fra hagen når du er nået hele vejen rundt.
10- Sy nu enderne af ribkanten sammen, klip det overskydende stof af, pres sømrummet og fold. Den nye samling skal være ved hagens samling - brug nåle igen igennem begge huer, sy det sidste stykke fast. Nu er samlingerne perfekte. *Du kan også vælge at sy ribkanten som et rør og sy det hele på i en arbejdsgang - jeg kan dog bedst lide denne måde, da jeg ikke behøver at være så nøjagtig når ribkanten skal klippes - smag og behag.
11- Zig-zag hele vejen rundt og klip af så kanten bliver pæn
12 - Sy en pyntestikning hele vejen rundt ved ribkanten. Jeg har brugt stinglængde 4.
13 - Sæt nåle i den nederste kant husk samlingerne skal ramme hinanden og zig-zag (eller overlock) hele vejen rundt - ja det kan bule lidt undervejs men det bliver jo dækket af jakken....
14 - Pynt evt. med en sløjfe - så kom der nyt liv i de gamle klude...

onsdag den 11. april 2012

Tremme-sofa

Jeg har tyvstjålet en genial idé jeg så hos Farveriget - tak Fru Rømer....

Uden held har vi forsøgt at sælge Ida´s gamle tremmeseng - godt for det, for nu har vi en lille sofa i stedet. Den står i gangen mellem børnenes værelser. Her kan de sidde med bøger, bamser og hygge sig med små dyner....

mandag den 9. april 2012

Nyt liv i kludene # 3

En kasseret sommertop og en kattebluse fra H&M har fået nyt liv. 
Igen i form af en elefanthue men det er jo heller ikke ligefrem sommer endnu...
Sara er stadig i nattøjet - skønt med ferie...
En sløjfe syet af en rest fra Emil´s bukser
Det kasserede tøj. Sommertoppen er foer stof.

søndag den 8. april 2012

Bukser med en anden slags lomme...

Jeg har fået lært at sy bukser med lommer/lommeposer ved at følge vejledningen i min sybog Børnetøj 4-7 år. Det var egentlig ikke svært - dog har jeg lært at stoffet til lommerne helst skal være uden et stort mønster der skal vende en bestemt vej (som elefanterne på Ida´s gule bukser)....Derfor sover den ene elefant nede i lommen i stedet for at være synlig - men det er vel bare en del af charmen....
Legehuset bliver malet i en lys turkis/isblå (farven er lidt mere blå end billedet viser), dør og vinduer skal være hvide - rigtig pastel - her har det fået første gang - om lidt går jeg i gang med anden gang.....
Bukserne er syet i stof med sorte og grå harlekintern - stoffet har jeg fundet på et loppemarked.  
Emil er som sædvanlig et stort pjattehovedet hver gang kameraet kommer frem..
Ida´s gule bukser med sovende elefant nede i lommen og en elefant der mangler lidt af snablen men som sagt en del af charmen ved de bukser...
Sara´s bukser er ikke helt færdige - hun har selv valgt stof og kalder dem Cirkeline bukser...

fredag den 6. april 2012

Påske projekt...

Nu har børnene et lækkert legehus i haven - min far og Kim byggede det i går i noget der minder om rekordtid. Nu bander vi bare over det er blevet regnvejr, for huset skal jo males og ikke mindst indrettes.....
Legehuset har siden dette billede blev taget fået undertag så det burde kunne klare regnen - men selve taget mangler, så det er ikke helt optimalt - øv!

En trillebør med vand, sand og jord og pigerne leger i laaaang tid....
Nej mor jeg har ikke spist mudderkager...

tirsdag den 3. april 2012

Spareglas

Vi har længe haft nogle glas stående i vindueskarmen til børnenes småmønster. Da jeg gik og ordnede til festen i lørdags fik jeg pludselig øje på, hvor skrækkeligt det egentligt så ud. Nå jamen så er det jo godt jeg har tapet, maling og dobbeltklæbende tape i huset (og fire ens rengjorte marmelade glas).
Det var meget bedre....